|
Selv efter en vellykket
brystkræftoperation og eventuelt efterfølgende kemo- og strålebehandling
oplever mange kvinder, at de får problemer med armen i den side, de er
opereret. Det er gener som f.eks. smerter og nedsat bevægelighed.
Nogle
er så hæmmet, at det går ud over deres livskvalitet - for andre gælder
det, at de bliver invalide.
Men der er noget at gøre.
Patientforeningen De Brystopererede uddelte deres ærespris til
Fysioterapeut Kirsten Tørsleff, Sønderborg. Hun har gennem 20 år
arbejdet med de fysiske problemer, der kan opstå efter en
brystkræftoperation. Og hun ved, hvad hun taler om. Hun blev selv
opereret for sygdommen i 1980. Siden da har det handlet om at gøre livet
lettere for brystopererede kvinder, Hun har f.eks. udviklet et
øvelsesprogram for brystopererede kvinder.
Resultaterne af Kirsten Tørsleffs arbejde
er i øvrigt offentliggjort i det anerkendte internationale
lægetidsskrift, The Breast.
I sin motivation for æresprisen sagde
Karen Veien, formand for Patientforeningen De Brystopererede blandt
andet:
"Hver kvinde, der henvender sig til Kirsten Tørsleff, præsenterer
hende for nye udfordringer, og hver gang tager hun dem op, som om det er
den vigtigste sag i verden, at netop den kvindes problemer bliver løst.
Hun får også prisen, fordi hun i de seneste år har brugt mange timer på
at undervise andre i sundhedssektoren i hendes metoder. Takket være den
indsats er der nu flere og flere fysioterapeuter, der bruger hendes
metoder i deres arbejde."
Æresprisen er et maleri af Bente Merrild,
Ringkøbing.
Foto: Søren Holm/Chili
▲▲
Det går prisen til
Patientforeningen De
Brystopereredes ærespris blev indstiftet i 2000. Den skal gå til
mennesker eller institutioner, som har brystkræft som deres
arbejdsområde, og som yder en ekstra stor indsats for at forbedre
forholdene for kvinder med brystkræft.
I 2000 gik prisen til Mammaklinikken i Ringsted Sygehus, og i 2001 til overlæge, dr. med.
Mogens Blichert-Toft, Rigshospitalet.
|