|
En brystkræftoperation tager normalt ca. 8 dage, fra man
bliver indlagt, til man atter er hjemme. Det er jo så
enkelt, hurtigt og ekspedit. Set udefra. Men forinden er der
for kvinden gået en tid i uvished, i frygtsom venten, før
den ubehagelige afklaring med karakter af domfældelse. Så
selve operationen med hvad deraf følger af smerte og anden
ubehag, tankerne på fremtiden, reaktionerne hos omverdenen,
ens nærmeste, familie, venner, hele tilværelsen som kommer.
Kan man være som før ? Opfattes man som før ?
Og midt i det hele dukker der så en sød fysioterapeut op og
giver sig til at herse med en, det haster, for man skal jo
snart hjem igen, og for øvrigt er der en masse andre, som
også lige skal have nogle øvelser, det er jo standard efter
en operation i det hele taget og for resten er her et stykke
papir, hvor det hele står på, så kan man selv læse sig til
det, når man er kommet hjem, og der er faldet lidt ro over
landet.
|
Hjemme igen skal man til at re-etablere en normal tilværelse
som kvinde, præget af den synlige og følelige mangel, som
fra nu af, uigenkaldeligt, er et kendetegn ved en. Forholdet
til ens mand, og kan man gå i svømmehallen, ligge på
stranden, vise sig sammen med andre uden at blive
overbegloet, genstand for medlidenhed, nedvurderet ? Og
angsten ? Den blev ikke fjernet med brystet, den er fra nu
af fast livsledsager. Blev det hele nu fjernet, eller
arbejder ”det” videre i det skjulte ? Man bliver så lydhør
og overfølsom overfor kroppens signaler. Og
efterbehandlingen ? Kemoterapi, røntgen eller slet ingenting
? Ligegyldigt hvad er det som nåle, tankerne sætter i
sjælen…
Sådan beskrev jeg indledningsvist i Månedskrift for praktisk
Lægegerning, november 86, de tanker og følelser jeg havde i
forbindelse med min egen brystkræftoperation i 1980/81, som
blev anledningen til min forskning og arbejde med at
forbedre efterbehandlingen af senfølgerne hos
brystopererede.
|